2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, TysklandDenne Pinot Noix Ardoise fra Weingut Daniel Twardowski har jeg smagt i både årgang 2016, 2017, 2018 og nu 2019.

Den bedste var klart 2017’eren, som jeg kaldte en fald på halen vin og en gudedrik, som fluks slog benene total væk under landets spätburgunderelsker nummero uno. 2019’eren er lige så god … mindst.

I denne årgang 2019 af Pinot Noix Ardoise har Daniel anvendt 50% hele klaser mod 70% i året før og 30% i 2017. Som jeg skrev om tidligere, så var  2019 et meget tørt år, hvor der var små klaser, små druer og god koncentration. Duerne er selvfølgelig fortsat fra Dhroner Hofberg og høstet med et meget beskedent udbytte på 20-25 hektoliter pr. hektar.

Vinen laves i pagt med naturen og gærer spontant i store, åbne egekar, men Daniel mere og mere anvender gamle fade fra Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti … fade, der er op til 8-9 år gamle og det gør bare vinen mere interessant.

Igen er det vild flowerpower, Woodstock og vildskab puttet på flaske. I glasset er vinen transparent, lys, teglfarvet med et svagt orange skær og duftmæssigt er vinen airborn luftig og æterisk med vilde blomsteraromaer, en spand maling, gazebind, lys, moden frugt, hindbær, jordbær, ribs, karamel, let lakridskonfekt og mentol. Det er som om, at duften bare løfter sig sekund for sekund og slår nakken imod skyerne i himmelen.

Og milde himmel hvor smager vinen også godt … saltet, mostet, let, lys, syrlig, præcis, dedikeret og afstemt. Der er både syre og sødme i smagen, den har et meget let tråd, så stringent og lys, hvor vinen blot svømmer rundt i munden, breder sig – praler ikke – men er bare smuk og inderlig. Man bliver lykkelig, for vinen har så fin, sart, syrlig og stram elegance.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 695 kr.

Vinanmeldelse 7/7